Referat af bestyrelsesmøde 20. januar 2016

Referat fra bestyrelsesmøde i FKFB onsdag den 20. januar kl. 20 hos Else VG12

Til stede var: Else, Sissel, Ulla, Kasper og Peter (ref). Afbud fra Carsten

Pkt. 1 Kvalitetsmanual

a) Signaler fra kommunen vedrørende mulig fremtidig håndtering af dispensationer

Ulla, Peter fra bestyrelsen og Mick (tidl. bestyrelsesformand) var den 30. november 2015 til møde på Frederiksberg Rådhus. Formålet var at drøfte forskellige problemstillinger vedrørende kvarterets lokalplan og kvalitetsmanual, bl.a. for at drøfte hvordan vi ved fælles hjælp kan værne om kvarterets og bygningernes unikke kvaliteter.

Det er fast praksis, at kommunen hører bestyrelsen i sager hvor der søges dispensation fra lokalplanen. Mick hjælper med at udarbejde evt. kommentarer.

Frederiksberg Kommunen nævnte, at FKFB kunne overveje om vi ville være interesseret i selv at tage stilling til nogle af dispensationssagerne. Altså sager, hvor der ansøges om dispensation fra lokalplanen til fx bygningsændringer.

Det er efter planloven muligt at give en beboerforening kompetence til at træffe afgørelser om dispensations fra en lokalplan, evt. på nærmere afgrænsede områder. Ordningen kræver konkret ansøgning fra foreningen herom og kommunalbestyrelsen skal tiltræde, at kommunen afgiver kompetencen.

Bestyrelsen har undersøgt eksempler fra andre grundejer/beboerforeninger som har sådanne ordninger. Der findes ganske få tilfælde, og de grundejerforeninger vi – med hjælp fra Frederiksberg Kommune – har kunnet finde, ligner ikke FKFB ret meget. To af de eksempler vi har set på er er tale om et betydeligt yngre kvarterer, fx nybyggede områder hvor man ønsker, at hække/hegn etableres inden for stramme krav.

Bestyrelsen har drøftet fordele og ulemper og konkluderet, at vi ikke på nuværende på nuværende tidspunkt vil arbejde for, at foreningen får adgang til at træffe afgørelser i dispensationssager. Konklusionen er begrundet i

  • Øget økonomisk risiko – ved at træffe afgørelser påtager foreningen sig også en risiko, fx i forbindelse med potentielle retssager, hvis en ejer ønsker at prøve en afgørelse ved domstolene/klagenævn, evt. erstatningskrav etc.
  • Ændringer i foreningens karakter – det vil efter bestyrelsens opfattelse markant ændre foreningens og bestyrelsens funktion, hvis foreningens bestyrelse får ”myndighedsrolle” i forhold til at afgøre konkrete sager om dispensation for lokalplanen. En sådan rolle ønsker bestyrelsen ikke at have, og vi vurderer ikke, at foreningen vil ønske en sådan ændring.

Bestyrelsen vil således umiddelbart ikke arbejde videre med kommunens forslag om at foreningen kan overtage kompetencen til at afgøres dispensationssager.

Bestyrelsen vil i stedet rette fokus på andre virkemidler i forhold til at sikre, at kvarterets beboere er klar over og respekterer  ”kvarterets love”, jf. bl.a. nedenfor om nyt velkomstbrev m.v.

b) Nyt velkomstbrev

Bestyrelsen drøftede velkomstbrevet, på baggrund at et par nye udkast. Brevet færdiggøres inden generalforsamlingen. Velkomstbrevet vil derefter blive rundsendt til alle beboere, som en reminder om kvalitetsmanual, lokalplan etc. Brevet vil blive forsynet med et bilag over regler for de forskellige bygningsdele, velegnet til udlevering til håndværkere i forbindelse med renovering/istandsættelse.

Som supplement til velkomstbrevet overvejer bestyrelsen at indføre velkomst kaffe for nye beboere

Pkt. 2. Fastelavnsarrangement 7. februar (kort punkt)

Fastelavnsudvalget var Sissel VG 26, Emil VG 54 og Peter VG31. Tak til alle børn og voksne for et flot fremmøde!

Pkt. 3. Indbrud i julen – gøre status og aftale kommunikationslinje

Der var desværre flere indbrud i kvarteret i juleferien. Bestyrelsen drøfter løbende hvordan vi kan medvirke til at skabe tryghed, bl.a. gennem løbende gode råd om nabohjælp, indbrudssikring m.v. Derudover vil bestyrelsen fortsat sende kort orientering ud i forbindelse med indbrud i kvarteret, hvis de berørte beboere ønsker orientering.

Pkt. 4. Støj fra højbane – henvendelse fra beboere med have mod højbanen

Bestyrelsen har fået en henvendelse fra beboere der oplever øgede støjgener fra højbanen. Flere beboere har forsøgt at anmelde støjproblemet til Banedanmark, som endnu ikke har reageret. Bestyrelsen udarbejder et ”fællesbrev” fra foreningen for at støtte de berørte beboere i dialogen med Banedanmark. Udkast til brev sendes til kommentering hos beboerne i løbet af februar.

Pkt. 5. Drøfte indkøb af telt til sommerfest.

Bestyrelsen overvejer at indkøbe et telt til de ”små” sommerfester. Investeringen vil muligvis ikke stå mål med behovet. Vi undersøger priser nærmere og tager stilling i forbindelse med planlægning af sommerfesten 2016.

Pkt. 6. Forslag om indkøb af 2 stk. juletræer til Julen 2016 og evt. juletræsfest

Bestyrelsen planlægger at indkøbe to juletræer til hhv. plænen og bunkeranlægget til julen 2016. Der er umiddelbart også stemning for en juletræsfest. Koncept og økonomi drøftes på et senere bestyrelsesmøde.

Pkt. 7. Generalforsamlingen 28. april

  • Aftale hovedtemaer Økonomi og årsberetning, samt eventuelle indkomne forslag
  • Lokale – Falkoner Gym eller andetsteds Vi har fået lov at låne det fine bibliotek på Falkonergården

Pkt. 8. Evt.

Kasper orienterede om kraks historiske vejviser. Et interessant søgeværktøj, hvis man gerne vil vide hvem der boede i kvarteret for mange år siden.

https://bibliotek.kk.dk/kraks-vejvisere-1770-1969